Fra digtsamlingen Frit felt (1905)
Efteraarsvise
Gjøgen galed i Danmarks Lund,
og Fjordene blaaned saa vide,
Havren ringled i Middagsblund —
da vaagned Gud Storm under Lide;
sprang han over de rædde Straa:
„Den Sommer mig varer saa længe;
op at trille, I Bølger smaa,
og rap jer, I blæsende Drenge!"
Tog da Himlen sin Stormhat paa,
og Norden begyndte at blæse;
Havets Pande blev mørkegraa,
og Næsset fik Skum om sin Næse.
Aldrig saa jeg saa vild en Dans,
de rødeste Roser de blegned;
Gjøgen selv gik fra Sind og Sans,
og Herreste Je, hvor det regned!
Bonden vrider sin vaade Hat;
han vender sit Hors under Bakke:
„Var dog Rugen paa Stænget sat,
og havde man Havren i Stakke!"
— Ind ad Laage og ud ad Port
jog Blæsten med Tuden og Plasken.
Saa blev Skovenes Ligvers gjort,
og saa gik en Sommer i Vasken.